Rejsesygesikringen omfatter rene ferie- og studierejser. Rejsesygesikringen omfatter ikke kombinerede ferie/erhvervsrejser, rejser, hvor der søges arbejde, erhvervspraktik eller nødhjælpsarbejde. Her kan du være dækket af EU-sygesikringsbeviset.
Hvad dækker rejsesygesikringen?
Generelt set dækker kortet ikke længere hjemrejse ved sygdom og ulykker. Rejser du i EU, bør du som minimum altid tegne en hjemtransportdækning. Sygesikringen dækker dog stadig hjemtransport ved dødsfald. Kortet dækker heller ikke i så mange lande som tidligere - det kan du læse mere om nederst på denne side.
I den første måned af ferien dækker rejsesygesikringen:
- udgifter til lægehjælp og lægeordineret medicin.
- Lægeordineret sygehusophold og -behandling på almindelig sygehusklasse, inklusiv operationer.
- Udgifter til telefon, telefax eller lign. ved henvendelser fra udlandet til SOS International.
Rejsesygesikringen dækker ikke:
- Behandling af kroniske sygdomme og sygdom, der var til stede før afrejsen, og som med rimelighed kunne forventes at ville medføre behov for behandling.
- Anden behandling end egentlig lægebehandling, f.eks. fysioterapi, tandlæge eller kiropraktisk behandling efter hjemkomst til Danmark.
- Syge- og fødselshjælp i svangerskabets sidste 4 uger eller ved fremkaldt abort.
- Fortsat hospitalsophold/-behandling, hvis behandlende læge i samråd med SOS Internationals læge skønner, at behandling i udlandet ikke er påkrævet, men kan vente til hjemkomsten.
- Tab eller beskadigelse af proteser, briller, kontaktlinser, høreapparater mv.
Hvor dækker den offentlige sygesikring?
Følgende lande vil pr. 1. januar 2008 være omfattet af rejsesygesikringen:
Andorra, Azorerne, Belgien, Bulgarien, Cypern, Estland, Finland, Frankrig, Færøerne, Gibraltar, Grækenland, Grønland, Holland, Isle of Man, Irland, Island, Italien, Kanariske Øer, Kanaløerne, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Madeira, Malta, Monaco, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, San Marino, Schweiz, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn, Vatikanstaten og Østrig.
Vil du videre mere?
Rejsesygesikringen - Nye regler fra 1. januar 2008
Kilde: forbrug.dk & nyerejseregler.dk