Søg efter svar eller rådgivere:
Gå til søgning
Ophavsret og internettet
At have ophavsretten til sit ”værk”, som det hedder i lovens forstand (lov om ophavsret), vil sige, at man har eneret til det, man har skabt og ikke behøver finde sig i, at andre kopierer, sælger, offentliggør, ændrer eller bearbejder det. Disse rettigheder har kun ophavsmanden eller –kvinden selv.

Må man udveksle musik, bøger, billeder mv. over internettet?
Reglerne om ophavsret går i korthed ud på, at du kun må kopiere, hvis den har ophavsret har givet lov. Derudover er der regler om fx musik til personlig brug m.m.

Hver gang du udveksler musik, bøger, billeder osv. med andre på internettet, laver du et nyt eksemplar af værket. Det gør du også, når du tager en fotokopi af en digtsamling. Dermed krænker du i princippet ophavsmandens eneret til at bestemme, om værket skal fremstilles i flere eksemplarer.

Der gælder forskellige undtagelser til enerettet – reglerne er forskellige, alt efter om du fotokopierer et eksemplar af digtsamlingen ”Lysvæld over Lolland”, eller om du fremstiller en digital kopi.

Analog kopiering
Når det gælder traditionel, såkaldt analog kopiering, fx fotokopiering, er det tilladt at fremstille enkelte kopier til privat brug. Ved ”privat brug” forstås ikke alene dig selv, men også dine venner og bekendte og andre personer, som du er knyttet til med et personligt bånd.

Digital kopiering til personlig brug - hvis der er givet tilladelse
Indtil 2001 har det været forbudt at fremstille digitale kopier af værker, der i forvejen var digitale, fx musik-cd’er, dvd’er og e-bøger. Efter en ændring af ophavsretsloven er det nu tilladt at fremstille digitale kopier til personlig brug inden for husstanden.
Det er en forudsætning, at kopieringen sker på grundlag af et ”lovligt forlæg”, dvs. at det, du kopierer fra, skal være et lovligt eksemplar eller materiale, der er lagt lovligt ud på internettet, dvs. med rettighedshavernes tilladelse. Det betyder fx:
  • at du må foretage digitale optagelser af digitale radio- og tv-udsendelser
  • at du må downloade materiale, du finder på internettet, hvis det er lagt ud med rettighedshavernes samtykke
  • at du må brænde en kopi af en musik-cd til personlig brug i bilen eller sommerhuset
  • Digital kopiering til personlig brug må dog ikke ske på grundlag af eksemplarer, som er lånt eller lejet. Du må derfor ikke kopiere en cd, som du har lånt af en ven eller på biblioteket


Det er altså forbudt at kopiere mp3-filer og lignende, hvis de er lagt ud på internettet, uden at rettighedshaverne har givet lov.
De kopier, som du fremstiller til personlig brug, må kun anvendes af dig selv eller inden for din husstand. Du må altså ikke låne dine digitale kopier ud til personer uden for husstanden, hverken i fysisk form (fx på en cd) eller ved at sende en digital kopi til en ven via e-mail eller ved at lægge materialet ud på nettet.

Ulovligt, hvis kopispærring
Folketinget vedtog den 11. dec. 2002 en ændring af loven om ophavsret. Ændringen betyder, at du ikke må kopiere materiale, der er forsynet med en kopispærring, selv om det kun er til personlig brug. Du bør derfor være opmærksom på, om fx en cd, du overvejer at købe, er forsynet med en kopispærring. Hvis den er det, så må du ikke lave kopier af den, selv om du rent teknisk kan bryde kopispærringen.

Hvis kopibeskyttelsen i sig selv forhindrer dig i at bruge cd´en eller dvd´en, du har købt, så er det dog tilladt at omgå kopispærringen (fx for at kunne afspille en dvd med fremmed regionskode eller på et Linux-system).

Må man downloade materiale fra andres hjemmesider?
Under visse betingelser er det tilladt at downloade materiale.

Det er tilladt at kopiere ophavsretligt beskyttet materiale, som er lagt ud på internettet med rettighedshavernes tilladelse.
Materialet skal være til personlig brug, dvs. til brug for dig selv eller din husstand.
Det kopierede materiale må ikke stilles til rådighed for personer uden for husstanden.

Sikkerhedskopier af software
Sådan er reglerne om ophavsret, når det drejer sig om sikkerhedskopier.
Reglen om digital kopiering til personlig brug omfatter ikke kopiering af software-programmer, herunder computerspil. Lov om ophavsret indebærer, at den, der har ret til at benytte et edb-program – typisk den, der har købt det – samtidig har ret til at lave en sikkerhedskopi af programmet, men kun hvis det er nødvendigt for at bruge programmet.

Tilladelse fra rettighedshaver
Det er tilladt at fremstille en kopi af programmet, hvis rettighedshaverne har givet tilladelse hertil. Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvis det fremgår af licensbetingelserne for programmet, at det er tilladt at lave flere kopier til privat brug. Fx hvis man vil bruge programmet både på en stationær pc og på en bærbar.

Kopispærring
Software- og computerspil er ofte belagt med en kopispærring. Det er ikke forbudt at omgå en sådan kopispærring, fx for at foretage en lovlig brugs- og sikkerhedskopiering.

Vil du vide mere:
Ophavsret fra Kulturministeriets hjemmeside
Wiki om immaterialret

SecOpWikiEksterneLinks
Wiki Type
Råd; Lov 
2op Kategori
Jura; IT 
2op Emne
Immaterialret 
2op Gruppe
Privat; Erhverv 
Sideindhold
Sidst ændret kl. 12-06-2008 15:19  af Charlotte Sørensen 
Denne side er oprindeligt oprettet af Charlotte Sørensen