Få lovgivningsområder har så stor betydning for dagligdagen som strafferetten. Der er her igennem at man fra lovgivers side kan regulere uønsket adfærd, ligesom også politi og anklagemyndighed på denne måde får faste rammer for deres daglige arbejde. Ved siden af den konkrete lovgivning, bygger strafferetten dog også på en række ulovbestemte grundsætninger, som har afgørende indvirkning på retsområdet.

Den strafferetlige lovgivning
Den i praksis klart væsentligste lov indenfor strafferetten er i sagens natur Straffeloven, som på indgående måde behandler de mest almindelige lovovertrædelser. Således er det muligt at finde bestemmelser om områder som fx vold, tyveri og mord, ligesom loven også indeholder en gennemgang af hvilke konsekvenser lovovertrædelserne kan få.
Ved siden af selve Straffeloven gælder der en række særlove som også giver mulighed for at idømme forskellige former for straf. Eksempelvis indenfor miljøområdet, hvor lovgivningen straffer de ansvarlige for omfattende forurening.

Straffelovens forudsætning for idømmelse af straf
Kort fortalt stilles der tre krav til, at man kan blive idømt en straf efter Straffeloven:
1. Handling eller undladelse omfattet af en af lovens bestemmelse,
2. Det kriminelle gerningsindhold er opfyldt, og
3. Opfyldelse af kravet om nødvendigt forsæt.
De tre forudsætninger skal alle være opfyldte på tidspunktet for gerningen eller undladelsens udførelse. I modsat fald er udgangspunktet, at der ikke vil kunne ske domfældelse efter Straffelovens regler.
For mange kommer det som en overraskelse, at også kan ske domfældelse efter Straffeloven for undtagelser. Hertil skal man dog tænkte over, at undladelser kan være lige så problematiske som egentlige handlinger. Eksempelvis hvor man undlader at hjælpe en nødstedt person, som nemt kunne have været reddet med en simpel indsats.

Omfattede af lovens bestemmelser
I kraft af at den oprindelige Straffelov, som siden dog er blevet moderniseret løbende, har en del år på bagen, opstår ofte problemstillinger omkring nye former for lovovertrædelser. Lovovertrædelser som ligger sig tæt op af hvad der allerede er kriminaliseret efter den gældende lovgivning. Spørgsmålet er således hvor stor eller lille afstand der skal være mellem den nye form for lovovertrædelser og den kendte, før man gøre brug af Straffelovens bestemmelser. Dvs. de såkaldte analogiske anvendelser af eksisterende lovgivning. Mens det er normalt at bruge analoge slutninger indenfor fx købe- og markedsføringslovgivningen, er udgangspunktet at der skal være tale om klare og ikke-misforståelige ligheder mellem den ældre og nye form for lovovertrædelser. I modsat fald vil udgangspunktet være, at der ikke kan ske domfældelse.
Grundtanken er her, at straffe for overtrædelse af Straffeloven er så indgribende at man som potentiel gerningsmand kan siges at have mulighed for at sætte sig ind i risikoen for straf, før dette kan komme på tale. Formålet er i denne sammenhæng klart at beskytte gerningsmanden.

Det kriminelle gerningsindhold
En anden selvstændig forudsætning for at blive dømt for overtrædelse af Straffelovens bestemmelser er kravet om, at det såkaldte kriminelle gerningsindhold skal være opfyldt. Tanken er her, at man først kan blive dømt for en overtrædelse hvor der er sket opfyldelse af bestemmelsens formål.
Et eksempel herpå kunne være Straffelovens bestemmelse om røveri, hvor man fra lovgivers side har ønsket at ramme de personer ekstra hårdt som anvender reelle trusler, fx hvor dette sker med brug af våben, for at opnå en uberettiget økonomisk gevinst. Det kriminelle gerningsindhold vil fx traditionelt være opfyldt, hvor en mand går ind i en bank og med et gevær truer personalet for på den måde at få dem til at udlevere kontanter.

Det nødvendige forsæt
Desuden er det normalt et krav efter Straffeloven, at der skal foreligge et tilstrækkeligt forsæt før der kan ske domfældelse. Med forsæt menes der, at gerningsmanden enten er eller bør være klar over at han er ved at begå en strafbar handling eller undladelse. I denne sammenhæng er det uden betydning om gerningsmanden har stor eller lille viden om Straffelovens regler, eftersom uvidenhed ikke er nogen formidlende omstændighed.
Der findes flere grader af forsæt – spændende fra direkte bevidste handlinger til den såkaldte dolus evantualis, som er den laveste form for forsæt som medfører krav om straf. Mens der sjældent er tvivl om den første form for forsæt, fx hvor gerningsmanden skyder direkte mod offeret , er det langt mere besværlig at statuere de lavere former for forsæt. Eksempelvis hvor en person skyder ind i en folkemængde for at forskrække de tilstedeværende, hvorved han kommer til at dræbe en af personerne. Selv om der ikke er noget dokumenterbart direkte overlæg for at slå ihjel, vil der normalt kunne statueres dolus eventaulis, eftersom man som skytte i denne situation bør være klar over, at man vil kunne dræbe et andet menneske på denne måde.

Udmålingen af straf
Straffeloven skelner mellem flere former for straf for overtrædelse af loven – først og fremmest bøde samt ubetinget og betinget fængsel. Mens bødekrav i sagens natur er den mildeste form for straf, er ubetinget fængsel den voldsomste. Forskellen mellem betinget og ubetinget fængsel ligger i, at mens en ubetinget dom skal afsones, kan man ved en ubetinget dom undgå at afsone dommen såfremt man i prøvetiden ikke begår ny kriminalitet.
Hvor stor eller lille straf der bliver tale om, afhænger i høj grad af voldsomheden af den begåede kriminalitet. Desuden spiller den såkaldte strafferamme ind i vurderingen – dvs. den minimale og maksimale straf en bestemt handling eller undladelse kan medfører.
Desuden er det en almindelige tankegang, at jo flere der har været med til at begå en strafbar handling, jo større er sandsynligheden for at der bliver tale om en streng straf. Eksempelvis i voldssager, hvor det altid anses for en skærpende omstændighed hvis overfaldet foretages af en gruppe i stedet for en enkelt person.

Link til straffeloven